Skiløb i 3.000
meters højde er ikke altid lige sjovt. Det måtte jeg erfare på den hårde måde i
denne weekend hvor der stod to konkurrencer i New Mexico Invitational på
programmet. Fredag skulle der kæmpes i 5 km. klassisk mens der lørdag stod 10.
km fri på programmet. Begge enkeltstart.
Det skal ikke
lyde som en dårlig undskyldning, men at gå konkurrencer i 3.000 meters højde
efter kun 36 timers akklimatisering er lidt af en udfordring. Vi havde ellers
kun været hjemme i Alaska i otte dage, så jeg håbede at blot nogle af mine røde
blodlegemer var sidste tur i højden var i behold. Men lørdag kunne jeg mærke
det allerede på opvarmningen, den var ikke god. Ikke desto mindre forsøgte jeg
at forblive optimistisk. Måske de andre også led under de hårde forudsætninger?
Men efter bare et par hundrede meter måtte jeg kaste håndklædet i ringen, og de
5 km. blev kamp for overlevelse. Jeg gav mig alt hvad jeg kunne, så ikke desto
mere var de en kæmpe skuffelse at komme i mål på en 20. plads, 2 minutter efter
vinderen. Av.
I dag var lidt
samme historie, udover hele processen blot indtraf efter 4 km. i stedet for 200
meter. Jeg gik en nogenlunde 1. runde, men døde så med 6 km. igen. Og så var
der altså langt ind til mål. At gå på et mælkesyrebrist i 3.000 km. højde er
umenneskelig hårdt. Smerten forsvinder først i det øjeblik man krydser
målstregen.
Udover hele
linjen præsterede vores hold dog en stykke under niveau, hvilket er med til at
bestyrke mistanken om at højden ikke helt var på vores side. Marine gik god ind
til en flot 2. plads i dag, ligesom Lukas kom på 4. pladsen (dog et godt stykke
efter vinderen).
I morgen kører vi
videre til Crested Butte, Colorado, hvor vi skal være i et par dage.
Jeg har deværre intet billede af mig selv i aktion (og måske - heldigvis for det). Men vores piger lader aldrig en kameramand gå forbi uden et obligatorisk gruppefoto..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar