Sidste hårde træningsuge

Mine ben har altid været min akilleshæl i mit skiløb. De syrer simpelthen til relativt hurtigt, og når det først sker, så stopper min krop mere eller mindre med at fungere, dvs. jeg stopper med at producere fart i sporet. Det forholder sig stik modsat for min overkrop. Således laver jeg ingen styrketræning for mine ben, men udelukkende løb i bjerge som er rigelig styrke for mit vedkommende. I Alaska har jeg også lært at tage vare på mine ben, således tager jeg altid isbad så snart jeg har muligheden, jeg strækker altid efter træning ligesom jeg laver en del yoga for at forbedre min smidighed. Sidstenævnte er jeg mindre stolt af, men jeg er kommet til den erkendelse at det er helt essentielt hvis jeg skal undgå problemer med benene i vinterens konkurrencer.

I går lørdags afsluttede jeg en af sæsonens sidste hårde træningsuger da jeg færdiggjorde en uge med 25 timers træning i Tignes og Villard. Fra nu af og resten af november bliver alt fokus lagt på de intensive træningspas, således at formen forhåbentlig er helt i top den 30. november i finske Kuusamo. Det er her efterårets store prøve skal stå når det gælder favoritdistansen 10 km. klassisk. 

På onsdag tager jeg som sagt til svenske Brulsvallarna hvor ser udover træning også venter tre FIS-løb. Men da jeg som eneste dansker er kvalificeret direkte til World Cuppen, så har jeg ikke fokus på de løb. De tjener udelukkende som træning der forhåbentlig skal forbedre min form med de sidste par procent således at alt kommer til at spille i Kuusamo.

I lørdags gennemførte jeg et af efterårets hårdeste træningspas: 4*15 min sprættende skigang op af alpinbakken i Villard ned 1320 meter netto stigning. Ovenpå 20 timers træning på 5 dage i Tignes var jeg lidt nervøs for hvordan kroppen ville have det, men det var det ingen grund til. Målet var at gå hårdere og hårdere igennem passet, således jeg ramte 91% af maks. puls på første interval, 92% på anden interval, 93% på tredje, og så all-out på fjerde interval hvor jeg ramte 95% af maks. puls. Planen lykkedes til fulde, og jeg var enormt glad over den måde min krop håndterer de mange træningstimer. Det lover godt.