Jeg har trænet hårdt hele sommeren og efteråret. Jeg har presset min krop helt til grænsen, og måske skal der flere rolige uger til inden formen kroppe. Faktum er i hvert fald at jeg kun har løbet op til mit topniveau på 1 ud 5 konkurrencer i år.
I dag skulle jeg løbe min favoritdistance i min favoritdisciplin: 10 km. klassisk i World Cuppen i Kuusamo.
På trods af en lidt blandet optakt med tre mindre gode løb og et enkelt godt, så stod jeg alligevel på startstregen rolig og med fin selvtillid. Jeg synes i de sidste par år at jeg har leveret så mange gode klassisk løb at selvom alt ikkeville spille 100 procent, så var det olympisk krav alligevel indenfor realistisk rækkevidde. Mens jeg har slidt med at få gode resultater i skøjt, ja så har det været en helt anden historie i klassisk.
Vores norske smører Morten Tomter havde igen arbejdet hele natten i smørestalden, og efter lidt finjustering sad skiene ligesom de skulle. Jeg følte mig godt kørende på opvarmningen. Lette ben og i det hele taget fokuseret. Ud af stadion gik det også fint, men allerede i første modbakke kunne jeg godt mærke det ville blive en hård dag. Pulsen og syren kom snigende, og det var tidligt på en hård løjpe i hvad jeg synes der var et kontrolleret udlæg. Men jeg troede egentlig stadig på det her, og ved 2,7 km. får en fornuftig mellemtid i forhold til de førende. Men fra ca. 4 km. og frem bliver det meget tungt. Syren står ud af ørene og på den løjpe er gode råd dyre når først man er så træt. I mål ender jeg langt uden for det danske OL-krav, og med en stor fortvivlelse over hvad der er galt med kroppen.
Egentlig røg jeg for tidsgrænsen, men har alligevel fået lov at starte i morgen. Men jeg har besluttet mig for at det ikke giver mening at bryde kroppen mere ned, og i stedet fokusere på min næste olympiske chance som der lørdag den 7. december i Lillehammer, Norge
Mine ben har altid været min akilleshæl i mit skiløb. De syrer simpelthen til relativt hurtigt, og når det først sker, så stopper min krop mere eller mindre med at fungere, dvs. jeg stopper med at producere fart i sporet. Det forholder sig stik modsat for min overkrop. Således laver jeg ingen styrketræning for mine ben, men udelukkende løb i bjerge som er rigelig styrke for mit vedkommende. I Alaska har jeg også lært at tage vare på mine ben, således tager jeg altid isbad så snart jeg har muligheden, jeg strækker altid efter træning ligesom jeg laver en del yoga for at forbedre min smidighed. Sidstenævnte er jeg mindre stolt af, men jeg er kommet til den erkendelse at det er helt essentielt hvis jeg skal undgå problemer med benene i vinterens konkurrencer.
