søndag den 13. januar 2013

University of Colorado Invitational Day 1

Viktor Brännmark efter målgang. Har desværre ingen billeder af mig selv i aktion. 

I dag blev collegesæsonen for alvor indledt med University of Colorado Invitational. 20 km. skøjt fællesstart stod på programmet i 2100 meters højde i Steamboat Springs, Colorado. Løjpen var særdeles krævende, med et meget kort stadion, 3 km. uphill, efterfulgt 2 km. nedkørsel. Og så ellers fire gange rundt på samme løjpe.

Den første runde gik med positionskamp, styrt, og brækkede stave. Jeg holdt mig dog uden for de værste problemer. Rundt på stadion lå jeg solidt positioneret i top 15. Men herfra tog tingene fart. To løbere fra APU (holdet jeg håber på at løbe for næste år), satte et hæsblæsende tempo, og jeg måtte opgive at sidde med. Jeg kom til at ligge med en gruppe hvor vi kæmpede om positionen fra nummer 12-17. Med 4 km. satte jeg tempo og kun en nordmand fra Denver University kunne sidde med. Vi fik et fint samarbejde i gang, og vi kunne holde forfølgerne væk. På de sidste 2 km. nedkørsel lå jeg helt på bagskiene af ham, og i det sidste sving rundt på stadion var jeg i stand til at accelerere forbi ham og slå ham med mindst mulig margen: 0,1 sekund.

Det blev til en 12. plads, og dermed min andenbedste collegeplacering i skøjt i de tre år jeg har løbet for UAA. Mens jeg naturligvis var glad for det, så er det intet imod den glædelige nyhed der ventede mig i mål. Min gode ven, holdkammerat, og utrættelige træningspartner igennem de sidste tre år, det tyske diesel lokomotiv Lukas Ebner, gik ind til en flot 3. plads. Hans bedste løb i karrieren. Viktor blev nummer 9. Og med min 12. plads, så blev UAA-drengene det 2. bedste herrehold på dagen. Det er jeg rigtig stolt over at være en del af, og det viser det hårde træningsarbejde vi tre har gjort i efteråret, dermed har været det rigtige.Med Marine Dusser på en flot 2. plads, endte vi totalt som det 3. bedste langrendshold på dagen. 

I morgen venter 10. km. klassisk som afslutter University of Colorado Invitational 



Startliste for i morgen kan ses her (jeg starter kl. 18:38 dansk tid)

Marine Dusser i spidsen. I mål endte hun på 2. pladsen. Efter drengenes løb er det naturligvis direkte ud og heppe vores piger frem til vigtige point. Her ses Viktor heppe på Marine mens undertegnede leger fotograf. 

Sarah Freistone. Bare 18 år, men viser allerede lovende takter i hendes første sæson. I dag blev hun nummer 14. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar